torsdag den 22. april 2010

Et skridt nærmere den victorianske køkkenhave

Jeg kunne godt tænke mig en walled kitchen garden med et kæmpestort victoriansk drivhus, espalierede frugttræer og hele moletjavsen, som her på Heligan. Mangler dog både væg, hus, espalier og moletjavs. Og kyndig britisk havemand til at hjælpe med det hele :-)

Men for at starte i det små, så ønsker jeg mig en fin rabarber-drivningskrukke, ligesom denne:


Er så utroligt heldig at have en mor der er en ørn med ler (Moaar? Tror du måske du kunne lave sådan én til mig? Hva??!), så nu står der en krukke til mig til tørring i hendes kælder! Nu krydser jeg fingre og tæer for at den kommer helskindet gennem brændingen.

Og så glææææder jeg mig til at høste tidlige rabarber til næste forår!

tirsdag den 20. april 2010

Suppegrønt

I fredags havde jeg fødselsdag og vejret var selvfølgelig helt fantastisk :-)

Men dagen blev ikke fejret i haven, for jeg fik gæster til middag: mine forældre, min søster og svoger og lille Alfred. Menuen stod på suppe, steg og is:

Suppe Primavera, med sprød bacon, creme fraiche og grønt drys
Indbagt mørbrad (yes, det' 80'er) med hasselbackkartofler, champignonsauce og grøn salat
Vanilleis med friske blåbær, revet citronskal og hakket mørk chokolade.

Og hvad har det så med havebloggen at gøre??!

Jo, det var jo en storartet anledning til at høste årets første 'afgrøde', så jeg var i haven efter brændenælder, skvalderkål og mælkebøtteblade til forretten.
Havde desværre for travlt med værtinderollen til at huske at fotografere resultatet, men det smagte fantastisk, og labert så det ud. Her kommer opskriften:

Suppe Primavera, forret til fem personer:

2-3 bagekartofler (ca 400 g)
lidt olie
1 bundt purløg
200 g ærter
2 dl vand

1 bouillonterning
timian (1 tsk tørret eller 1 spsk frisk)
ca. ½ l spæde skud af brændenælde, skvalderkål og mælkebøtte
2,5 dl madlavningsfløde
salt, peber
1 pk bacon i skiver

2,5 dl creme fraiche
knust tørret chili
flutes eller andet madbrød

Kartoflerne skrælles og skæres i tern og svitses i olien sammen med 1/3 af purløgene, klippet i småbidder. Tilsæt ærter, vand, bouillonterning og timian, bring suppen i kog og lad det simre i 10-15 minutter, intil kartoflerne er kogt i smadder. Tilsæt de spæde skud, som i mellemtiden er skyllet grundigt og hakket groft. Lad det småkoge endnu 2 minutter. Køl suppen lidt af og blend den godt igennem. Tilsæt fløde lidt efter lidt, indtil suppen har den ønskede konsistens. Smag til.

Baconskiverne steges sprøde og drypper af på fedtsugende papir. Resten af purløgene hakkes til drys. Server suppen i små skåle med en klat creme fraiche, drys med bacon og purløg og en lillebitte smule chili - og spis brød til.

VELBEKOMME!

Nu er det lige før ...

... det hele springer ud! Syren og kirsebær med svulmende knopper :-)



mandag den 19. april 2010

Så er der lagt tidlige kartofler og sået radiser!
(Billedet herunder er stjålet på havenyt.dk)

Begynder langsomt af få antydningen af stress over alle de ting der skal nås. Det var jo ikke meningen. Slår mig til tåls med at jeg har ferie fra fredag og en god uges tid frem - og krydser fingre for dejligt havevejr :-)

søndag den 11. april 2010

Køkkenhavefræsning og anlæg af blomsterbede

Sidste weekend var vejret fantastisk, så der blev igen knoklet i haven.

Lørdag gravede jeg ud til to nye blomsterbede. I t-shirt, med fare for at pådrage mig en forkølelse - men kombinationen af solskin, fuglesang og hårdt arbejde fik mig altså til at smide trøjen (den pink klat på fotoet herunder). Og det gik fint, ingen snue efterfølgende :-)


Fik også beskåret bærbuske (solbær og stikkelsbær) og et par mindre frugttræer. Mangler stadig en stige, før de store gamle træer kan få en tur.

Efter dagens dont tog jeg toget til Sakskøbing for at være klar til den følgende dag:


Søndag fik jeg igen stor hjælp af mine forældre.

Først kørte vi til Horbelev og besøgte min gode kollega Linda. I hendes have er der et staudebed som blomstrer fra april og til frosten kommer! Nu trænger det imidlertid til en omgang, og da der ville blive en del planter til overs ved opgravning og deling, måtte jeg komme og hente dem til min have. Vi kørte derfra med hvad der ville have kostet en formue i planteskolen :-)

Videre til Vordingborg. Her gik min mor om bord i samtlige bede med den medbragte havefræser. Far tjekkede olie på motorplæneklipperen og samlede min fødselsdagsgave fra dem: en spritny trillebør! Jeg fik også en hækkesaks og en lille beskæresaks. Supergode gaver!!


Efterhånden som bedene blev færdige, fik jeg med min fars hjælp plantet stauderne i blomsterbedet og jordbær i køkkenhaven.

- En god kaffepause i solen blev der også tid til -

Dagens opgaver omfattede desuden:
- flytning af en vinstok
- stabilisering et meget vakkelvornt plankeværk ind mod nabogrunden
- flytning af en stikkelsbærbusk som stod og gemte sig i en hæk (det er utroligt så mange planter jeg bliver ved at finde rundt omkring ...)
- flytning af en regnvandstønde, så der nu er opsamlingsbeholdere under samtlige tag-nedløbsrør. Man kan jo lige så godt udnytte det vand, der falder på grunden, i stedet for at rende ud på stien og hente vand fra hanen!
- hentilling af 'overskudsplanter' fra min mors krydderurtehave (løvstikke, æblemynte, purløg m.fl.) på en beskyttet plads i skyggen, indtil jeg får lavet et bed til dem under æbletræerne i nordhaven.