torsdag den 27. maj 2010

Grøntsagsdyrkning i etager

Nu har jeg jo rigeligt med plads, men hvis jeg en gang skulle nøjes med en lille have, vil jeg med sikkerhed dyrke salat sådan her:

Kvadratisch, praktisch, gut.
OG pænt.
OG spiseligt :-)

- set på treehugger.com, klik på foto for at komme dertil.

onsdag den 26. maj 2010

Udplantning og såning fortsætter.

Det kniber lidt med at få blogget tingene lige så hurtigt som de finder sted, men så må man jo få det skrevet lidt hen ad vejen. Det vigtigste er at jeg til næste år kan se cirka hvornår jeg gjorde hvad. Ergo kommer hér lidt om hvad der skete i haven for en uges tid siden :-)

Onsdag d. 19. maj: Gulerødderne var spiret, og både kartofler, løg og jordskokker var kommet op. Og æbletræerne var liiiige ved at begynde at blomstre.

Jeg fik jeg sået 3 slags ærter, alm. stangbønner, kulørte bladbeder og 2 slags rødbeder.

Mine forældre kom forbi - vi skulle til åbent hus i kommunens gartneri og se årets sommerblomster, men der blev da lige tid til at min far samlede og testkørte den nye græsslåmaskine. Den kører som en drøm :-)

Imens plantede min mor squash, porrer, purløg, kinesisk hvidløg og mere salat.

Hen over pinsen har haven passet sig selv, da overgartneren har været på familietræf i Jylland. Så nu glæder jeg mig godt nok til at komme ud og få lidt jord under neglene igen!

torsdag den 6. maj 2010

Det begynder at ligne en køkkenhave.

Så er alle sætteløg (skalotte, rødløg og hvidløg) kommet i jorden. Det samme gælder for jordskokker (alm. og røde), og småplanter af knoldselleri, spidskål, grønkål, rosenkål og en masse salat. Desuden er der sået gulerødder (alm. sommer- og et farvemix), pastinakker, tagetes, krus- og bredbladet persille samt dild.

Der mangler stadig en del ... Altanen derhjemme er fuld af småplanter, som liiiige skal være lidt mere robuste, inden de kommer ud at lege. Og frøposerne er bestemt heller ikke brugt op endnu. Men alt i alt er jeg rigtig godt med.

Kartoflerne (de tidlige) er begyndt at titte op. Vinstokkenes knopper bryder. Kirsebær, påskeliljer og forsythia blomstrer. Livet er skønt !

Græsset vokser også som én i H.... Så i går købte jeg en ny plæneklipper som erstatning for den gamle rustne, der fulgte med da jeg overtog haven. Den havde det lissom med at lække olie. Og man havde valget mellem at slukke den ved 1) at køre den tør for benzin eller 2) at give den et ordentlig gok med en hammer. Da den oven i købet var ved at ruste op, synes jeg det var på tide at sende monstret videre til de evige græsmarker. Det nye vidunder ligger i sin papkasse - jeg tror jeg vil gøre min fader den glæde at vente med at samle den, til han kommer hjem fra ferie, så han kan få lov at være med. Far-datter kvalitetstid, yearh :-)

søndag den 2. maj 2010

Uge 17 i min have

I denne uge har jeg haft ferie, så der har været god tid til at komme i haven.

Mandag lykkedes det mig at blive solskoldet, så dejligt vejr var det. Lavede en masse beskæring, bl.a. af en lige lovlig bred hæk ind mod naboen. Tirsdag havde jeg besøg af min søster og lille Alfred, så der fik jeg ikke meget fra hånden, men kors hvor var det hyggeligt :-)

Torsdag var der igen besøg af mine forældre, og som sædvanligt gav det et ordentligt ryk fremad på to-do-listen :-) Vi fik de sidste kartofler i jorden, kørt lidt mere skrammel på genbrugspladsen, plantet nogle småplanter ud og sået gulerødder, beskåret de sidste frugttræer, plantet hindbær og slået græs. Og beundret de små radiser der er spiret frem.

Og drukket kaffe, forstås. Her er min moder fanget i et sjældent, roligt øjeblik:


Og så kom den fine rabarberkrukke på plads, selvom det nok er lidt sent at gå i gang med at drive stængler for i år. Men så kan den jo pynte så længe ...



Og jeg havde nok nået meget meget mere, hvis ikke mit letsind i mandags (overalls og soltop) havde resulteret i en dundrende forkølelse her sidst på ugen. Men så kan jeg lære det :-)