lørdag den 27. februar 2010

Planlægning af 2010

I mangel af bedre at tage sig til (så TØ dog, sne!) kan man jo planlægge at planlægge. Som i det afsnit af Venner, hvor Monica støvsuger sin almindelige støvsuger med en lille håndstøvsuger. Det er sådan cirka samme koncept :-) Så jeg har sammen med mine venner Helle og Allan planlagt at vi skal holde køkkenhave-planlægningsmøde. Vi skal tegne haveplaner, shoppe frø på nettet og få organiseret evt. deling af frøindkøb eller forspiring af småplanter til hinanden. Fyldigt referat følger ... :-)

Indtil videre tegner jeg på en grov skitse over havens nuværende udformning ved hjælp af luftfotos på arealinfo.dk (zoom ind på dit område, klik på baggrundskort + ortofoto 2008, så kan du stort set se, hvad du spiste til frokost ude i haven, den dag de fløj forbi). Når sneen er smeltet bare lidt (sic!) skal jeg derud og have målt det hele mere præcist op, så jeg kan beslutte hvor store bede der blir plads til og hvor de skal placeres.

Jeg har allerede en del frø - nogle er til overs fra sidste år, nogle har jeg fået forærende da jeg holdt housewarming for nyligt, og nogle høstede jeg i mine forældres have sidste efterår. Måske skulle man lave en spireprøve på nogen af dem??

fredag den 26. februar 2010

Suk

Åh gid den sne snart ville smelte ...

Eller, den er jo fin, og det er da dejligt at vi endelig fik en vinter, der var værd at snakke om, meeeeen ...
... jeg vil i haven !!!


Så TØ, for dælen !!!

tirsdag den 23. februar 2010

ny have - ny blog

Velkommen til min nye haveblog.

Har lejet mig en kolonihave, eller rettere to styks. Blev lidt grådig da jeg opdagede at der var flere ledige haver ved siden af hinanden. Oven i købet koster det næsten ingenting at låne sådan en stump jord af kommunen. Så nu er jeg den lykkelige (men pt. noget sne-frustrerede) lejer af i alt ca 800 kvadratmeter jord.

Så snart sneen er væk, skal der graves ud til køkkenhave, så jorden kan nå at ligge lidt, inden der skal sås og plantes. Målet er at blive (semi?-)selvforsynende med frugt og grøntsager. Og så skal haven ganske enkelt levere den for mig absolut lyksaliggørende mulighed for at så, plante, luge, vande, kompostere og høste. At se planterne udvikles fra frø til store sunde planter. At sætte tænderne i solvarme modne jordbær. Aaaah :-)

Nærværende blog bliver min havedagbog hvor jeg vil dele mine tanker, fotos, glæder og erfaringer fra kolonihavelivet med hvem der måtte have lyst at læse med. Vel mødt!