tirsdag den 23. februar 2010

ny have - ny blog

Velkommen til min nye haveblog.

Har lejet mig en kolonihave, eller rettere to styks. Blev lidt grådig da jeg opdagede at der var flere ledige haver ved siden af hinanden. Oven i købet koster det næsten ingenting at låne sådan en stump jord af kommunen. Så nu er jeg den lykkelige (men pt. noget sne-frustrerede) lejer af i alt ca 800 kvadratmeter jord.

Så snart sneen er væk, skal der graves ud til køkkenhave, så jorden kan nå at ligge lidt, inden der skal sås og plantes. Målet er at blive (semi?-)selvforsynende med frugt og grøntsager. Og så skal haven ganske enkelt levere den for mig absolut lyksaliggørende mulighed for at så, plante, luge, vande, kompostere og høste. At se planterne udvikles fra frø til store sunde planter. At sætte tænderne i solvarme modne jordbær. Aaaah :-)

Nærværende blog bliver min havedagbog hvor jeg vil dele mine tanker, fotos, glæder og erfaringer fra kolonihavelivet med hvem der måtte have lyst at læse med. Vel mødt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar